‘Hvor mange køer betaler man for en kone i jeres land?’ Spørgsmålet blev stillet i ramme alvor af den unge pige som viste os rundt i landsbyen ‘Bulungula’. Vi måtte skuffe hende og fortælle, hvordan tingene hænger sammen i vores del af verden. Til gengæld berigede hun os med den ene fantastiske historie efter den anden, mens vi travede op ad bakke og ned ad bakke i noget af det mest idylliske natur jeg nogensinde har set.

Jeg troede egentlig ikke at ‘rigtige negerlandsbyer’ (pardon my french) stadig fandtes. Men denne må siges at være én af slagsen. En anderledes og smuk én. Med 150 indbyggere som alle kender hinanden. Kun ti af dem har biler. Ingen af dem har strøm eller indlagt vand. Toiletbesøg foregår bag det nærmeste træ. Men de har både en børnehave og en skole 🙂 Og de er glade!!

Alle huse er runde og bygget af ler-mursten som landsbyens beboere selv laver i fællesskab. Får, geder, æsler, køer, høns, hunde, katte og grise render frit rundt over det hele. Ligesom de barfodede og sortkrøllede unger. Naboer kommer og går i hinandens huse, og falder éns barn i søvn mens man er på besøg, lader man det bare ligge. Der er altid én eller anden, der tager sig af ungen når den vågner. Her er ingen hække og hegn som man kan gemme sig bagved. Det sociale liv er i højsædet.


(Herover et billede af vores lodge)

Tempoet er lavt. Humøret højt. Tiden er ikke vigtig. Aftaler holdes – måske. Men højst sandsynligt ikke til tiden. Man lever og ånder i nuet.

Vi kunne lære meget af dette i vores vestlige og hektiske verden.